Sponsor med vilje - fordi man skal tænke sig om

22Apr/131

Derfor vil sport altid være det største sponsormarked

Loungen på Viborg Stadion

Der er minimum tre grunde til at sporten altid vil have den største markedsandel ift. kulturen, sociale og offentlige sponsorater, og hvad der ellers er derude af sponsorattyper.

  1. Sporten er tv-dækket (nej, ikke vandpolo og dart, men nok til at skævvride markedet)
  2. Sporten sætter nogle følelser i gang i os, som ikke mange kan matche. Måske Justin Bieber og andre dele af populærkulturen, men ellers er det svært at matche begejstringen, skuffelsen og vreden, som sporten kan få op i folk.
  3. Sporten er topkommerciel ift. til sine konkurrenter og har altid plads til et logo og en event-pige mere. Igen skal man kigge mod populærkulturen for at finde lignende tilstande, fx American Idol, hvor man talte 577 tilfælde af product placement i 2011-sæsonen.

Det er det sidste punkt, jeg gerne vil uddybe lidt. Jeg faldt over en artikel med følgende overskrift: Serieklub tjener 1,3 mio. kr. på nyt sponsorkoncept (kilde: JBU's fodboldmagasin, Jysk Fodbold, dec 2006). Og så tænker man: Hvordan kan en serie 4-klub gå fra 15.000 kr. til 1,3 mio. kr. i årlige sponsorindtægter?

Det kan man kun ved at gennemkommercialisere forretningen. Som deres sponsorchef siger: "Jeg vil være ærlig og sige, at vi praktisk talt ikke gør noget som helst, uden at også vi tjener penge." Med ham som primus motor har klubben nu 35 hovedsponsorer (!) samt en masse mindre sponsorer og eventsponsorer. Og klubben er nu også et event- og cateringfirma, og sælger medlemslister til direct marketing (læs mere i artiklen).

Med et imponerende købmandskab skraber klubben flere penge ind, end den kan bruge. Og i nærområdet er skolen, teatret og museet sikkert voldsomt misundelige på den lille klub, men de vil aldrig kunne kopiere strategien. En offentlig eller kulturel institution vil aldrig kunne sælge ud på samme måde, for der er andre regler – skrevne og uskrevne. Man kan sammenligne det med tv, hvor TV2 sælger mange flere reklamer en DR. DR er bundet på hænder og fødder, TV2 er fri.

Relaterede indlæg:
Supersælgerne spolerer sponsormarkedet
Sponsorsælgerens DNA – og gode råd om rådgivning

23May/110

Den er helt gal i Aalborg

Cold Hawaii protestbanner på Aalbrg UniversitetTo navnesponsorater på Aalborg Universitet har fået en meget skæv start.

Siemens og Thisted Kommune har købt navnerettigheder til hver sit auditorium, henholdsvis Siemens og Cold Hawaii (surfområde i Thy) auditoriet.

Det har fået de studerende til at protestere. Bl.a. ved at hænge et banner over Cold Hawaii-skiltet, som det ses på billedet. De har også dannet en protestgruppe under navnet Studerende Imod Kommercialisering af AAU.

De studerende er frustreret over, at det har været en meget lukket proces fra Karrierecentrets side. De har sågar forsøgt at få aktindsigt uden held.

Jeg skal ikke gøre mig til dommer over, om det er de studerende der er for fintfølende, eller Karrierecentret der ikke inddrager de studerende i sit sponsorarbejde. Men som sponsor ville jeg være meget frustreret over, at min aftale bliver saboteret, fordi Karrierecentret og de studerende ikke er på talefod.

Jeg blev interviewet af Nordjyske Stifttidende om sagen i sidste uge. Læs mere.

Læg mærke til rektors udtalelse til sidst, hvor han ikke ser den store fremtid for sponsering på universitetet. Han bliver klogere...

29Apr/110

6.000 sponsorcykler i London

Barclays Bank i England går nye veje inden for offentlig sponsering. De støtter cykler og cykelstier og vil bidrage at gøre London til en cykelby.

Banken indgik i 2010 en fem-årig aftale på 25 millioner pund med Londons bystyre for at få navnerettighederne til byens cykelvision. En vision der omfatter 6.000 bycykler til leje, 400 stationer og 12 cycle superhighways (cykelstier fra forstæderne ind i det centrale London).

Hvad får Barclays ud af det?
Udover at Barclays lægger navn til bycyklerne og cykelstierne (Barclays Cycle Superhighway) og bliver krediteret på alt kommunikationsmateriale, så er der et godt link rent visuelt, fordi Barclays bruger den samme blå farve, som cykelstierne bliver markeret med på vejene.

Andrew McDougall, senior sponsorship manager i Barclays, udtaler:
"Obviously the cycle hire is a good piece of sponsorship from a corporate point of view but it's also giving something back - helping people see the city, get fit, enhance their commute. Barclays has been in  London for 300 years - we want to affirm our right to operate in these markets."

Jeg tror godt, Barclays kan få værdi for sine 25 millioner pund (ca. 210 millioner kr.), men det bliver på den lange bane. Eftersom det er et navnesponsorat, så kan Barclays ikke trække sig ud efter fem år, når de endelig har fået slået navnet fast.

Barclays er også afhængige af at initiativet bliver en succes. Hvis indbyggerne tager det til sig og hylder cykelvisionen, så kan Barclays høste en masse goodwill. Men der er også risiko for, at bystyret mister fokus på opgaven, at nogle cykelstier ikke bliver opført, og at indbyggerne ikke gider cykle på arbejde. Så står Barclays kun tilbage med de gode intentioner.

Se den korte film om initiativet herunder. Om ikke andet for at se, hvordan myndighederne prøver at "sælge" cykling til Londons indbyggere, som tydeligvis ikke er vant til at tage cyklen på arbejde (man kan sågar få cykelundervisning).

Hvad sponserer Barclays ellers?
Som sagt er dette sponsorat en langsigtet investering, men det er Barclays vant til. De har været navnesponsor for Barclays Premier League siden 2001, Barclays Spaces for Sports siden 2004, The Barclays Scottish Open siden 2004 og meget mere.

Læs mere om Barclays sponsorater

11Sep/100

New Yorks sponsorbørn

Jeg har tidligere skrevet om, at vi i Danmark har det svært med sponsorater i folkeskolen. Men i USA har de ikke samme berøringsangst, bl.a. fordi budgetterne tvinger dem til private partnerskaber. I New York er Department of Education gået sammen med Verizon (telefonselskab) og Samsung om at motivere byens 1 mio. skolebørn til at tage skolen seriøst og arbejde hårdere.

Det er der kommet en spændende case ud af, hvor alle børn har fået udleveret en gratis mobiltelefon, som de kan tanke op med taletid, sms'er og downloads baseret på deres præstationer i skolen. Meget kreativ brug af teknologi til at få et offentligt-privat samarbejde til at give mening for alle parter (skolerne, virksomheden og børnene).

Bureauet på sagen var Droga5. Hop ind på deres website og se andre fede cases.