Sponsor med vilje - fordi man skal tænke sig om

13Oct/120

En bank, der vil gøre en forskel

Der har netop været Grand Final i Australian Football (AFL) hernede. Et af årets højdepunkter – for den mandlige del af befolkningen.

NAB, en af de store banker, udnyttede muligheden til at vise, hvordan en best practice sponsor aktiverer sit sponsorat. De lavede en kampagne for fodboldfans, som var forhindret i at komme til finalen pga. arbejde, bryllup e.l. Disse dedikerede og frustrerede fans kunne ansøge om en NAB stand-in, som ville komme og tage deres plads, så de kunne komme til den store finale.

Se introen til kampagnen her:

Fantastisk eksempel på, hvorfor en sponsor ikke skal tale om sig selv, men skabe værdi for målgruppen (og så er der et godt match med bankens pay-off More give, less take).

Desuden er sådan en kampagne-ide jo en gave til reklamebureauet, og de fejlede ikke. Her er et par af de sjove outdoor plakater, som supplerede tv-kampagnen.

Hvis du vil se mere, så hop ind på kampagnesitet for flere film og en beskrivelse af de heldige vindere.

24Sep/120

Husk digital aktivering

Respekt til MEC Access, som har lavet en glimrende introduktion til, hvorfor sponsorer skal inkludere digitale/sociale medier i deres aktivering.

Der er ikke noget som en god video til at formidle et budskab på to minutter...

Bonus-info: I en nylig undersøgelse fra IFM Sports Marketing Surveys mener 78 % af adspurgte sponsorchefer,  at sociale medier er et must i aktiveringen af et sponsorat.

Men glem ikke at mødes in real life
Er det for old school at citere Grundtvig efter sådan en video?

“Hvad der vil have levende virkning, maa ogsaa virke lyslevende, og hvad der skal have Afkom,
maa virkelig forplante sig. Hvad der skal gennemstrømme et Menneskes Aarer, maa komme til
ham som en Kilde og ej som vindtør Sværte paa Papir”
N.F.S. Grundtvig (1834)

Jeg læste citatet i en artikel om oplevelsesøkonomi, og i den verden bliver der argumenteret kraftigt for fysiske møder i stedet for digitale. Fans af oplevelsesøkonomi påstår, at hvis en relation mellem to parter skal være optimal og bæredygtig, så forudsætter det et eller flere direkte fysiske møder, hvor der bliver skabt fælles forståelse.

Ifølge oplevelsesøkonomer har et budskab, der leveres fysisk, langt større gennemslagskraft hos modtageren. Og der ligger større forpligtigelse og engagement bag en fysisk kontakt end en elektronisk.

Jeg kan godt følge tankegangen, så pointen må være, at digital aktivering ikke skal stå alene – du skal også ud at røre ved målgruppen.

Og sociale medier bliver også brugt meget ukritisk. Selvom det er en logisk platform for mange sponsorer, så skal det stadig gøres intelligent og ikke bare handle om likes. Jeg kommer til at tænke på mine tidligere skriblerier om Logoland. Er vi på vej fra Logoland til Like-land?

9Jul/120

Australia, here I come!

Nu er der præcis en måned, til jeg flytter til Australien med familien. Destination: Melbourne. Formål: Eventyr. Varighed: Så længe det er sjovt.

Det skal markeres her på bloggen med tre inspirerende cases fra Australien. Nærmere bestemt er det Toyota, Coca-Cola og Adidas, der skal hyldes for at tænke ud af boksen, vise passion for sporten og skabe værdi for fansene.

Toyota og "Legendary Moments"
Toyota er hovedsponsor for Australian Football League (AFL), en sport som kun australiere dyrker. Tag amerikansk fodbold, gang volden med 2 og fjern sikkerhedsudstyret, så har du et billede af, hvad den sport går ud på.

Toyota har valgt at hylde legendariske øjeblikke i sporten ved at genindspille dem med de gamle koryfæer.

Selvfølgelig holder de den gode stil ved også at have et dedikeret website til sponsoratet. Her kan du se nogle af de originale øjeblikke, læse om Toyotas græsrodsinitiativ Good For Footy der giver tilbage til de lokale klubber (minder lidt om OK's strategi herhjemme) samt få et overblik over Toyotas øvrige sponsorater i regionen.

Coke Zero Challenges
Coca-Cola har fokus på en anden stor sport i Australien: rugby. De har lavet en kanal på Youtube, hvor de udfordrer alle hold i rugby-ligaen til at udføre diverse trick shots og skæve discipliner. Alt bliver filmet og fansene kan stemme på, hvilket hold der klarer sig bedst.

Hop ind og se, hvordan en Youtube-kanal bør laves og se også en smagsprøve på udfordringerne herunder.


Adidas og "Bonded By Blood"
Vi slutter med en klassiker fra 2006. Adidas og New Zealands rugbylandshold All Blacks gik sammen om at lave en anderledes fanplakat. En original ide, der siden er blevet kopieret af AGF herhjemme.


27Apr/120

Måske den fedeste aktivering nogensinde

Det er en fejl, at denne video ikke har ligget på bloggen i et par år. For Heinekens event fra 2009 med at lokke til fodboldfans til at ofre en Champions League-kamp til fordel for strygermusik er legendarisk og en must-see for alle sponsorinteresserede.

Enjoy!

Filmen siger også noget om forskellen mellem finkultur og sport, for det er svært at forestille sig det omvendte scenario, ikke?

Hvis du kunne lide filmen, så kan du nok også lide denne gimmick fra Sverige.