Grib det uhåndgribelige
Bogen Luk Logoland bygger groft sagt på tre leveregler for sponsering:
Regel nr. 1: Køb det, du har brug for
Regel nr. 2: Sæt målgruppen i centrum
Regel nr. 3: Grib det uhåndgribelige
De to første leveregler kan vi vende tilbage til ved en anden lejlighed. Lige nu skal det handle om det uhåndgribelige, de immaterielle ydelser, intellectual properties (IP) eller hvad vi skal kalde denne værdifulde størrelse.
Har i dag holdt strategioplæg for en kulturinstitution og opfordret dem til at tage penge for det "uhåndgribelige". Tage det farlige skridt ud af Excel-arket og tage penge for at en sponsor får lov at associere sig med et stærkt kulturbrand.
For levereglen går jo begge veje. Når sponsor i stigende grad vil "gribe det uhåndgribelige", så kommer de immaterielle rettigheder i høj kurs, og sponsorudbydere kan begynde at tjene penge på andet end eksponering og hospitality.
Når blød møder hård
Jeg kommer til at tænke på et tidligere indlæg om effektmåling, More heart and less brain, hvor følgende citat meget godt illustrerer, hvad der er på spil, når en kulturinstitution vil til at argumentere for, at bløde ting som brand, image, historie, kendisser og bygninger koster penge:
"Because of the pressure put on marketing managers to deliver ROI for every dollar spent, complicated metrics were developed to try to measure sponsorship in the same way media is measured. Yet tidy there is no standard of measurement and metrics are guesswork at best."
Det er altså op ad bakke, når en udbyder møder en virksomhed, der vil have deres sponsorater til at opføre sig som deres øvrige medieindrykninger. Jeg er ikke i tvivl om, at den kan argumenteres hjem over for de fleste marketingchefer, men det er hårdt arbejde at skulle tage pionértjansen og bane vejen for de øvrige sponsorudbydere i byen.
Så til alle udbydere derude: På med vanten og sælg følelser!
Og til sponsorerne: Luk Excel-arket, åbn øjnene og grib chancen for at styrke jeres brand, jeres kunderelationer og medarbejderloyalitet ved at udnytte immaterielle rettigheder. Det er ikke farligt.
En skideballe til de høje håndboldherrer
Jeg har lyst til at lægge mig ud med IHF og DHF, for det der sker ved håndbold-VM i Sverige i øjeblikket er simpelthen ikke i orden.
1. DHF kan ikke sælge vand i Sahara
DHF har et klasseprodukt i herrelandsholdet og alligevel render drengene rundt med det tyske slikbrand Katjes på trøjen. Distributøren af Katjes, Valora Trade, måtte træde til og redde DHF fra "en bar mave" i sidste øjeblik.
Hvad skal vi gætte på, at DHF har fået for det...1 million? Det er måske endda højt sat, eftersom sponsoratet kun gælder for slutrunden, men de burde have fået fem gange så meget.
Jeg er bange for, at DHF hverken har timingen eller evnerne i orden. Jeg læste, at Morten Stig Christensen forsvarede sig imod kritik om at have været for sløv ved at sige, at de havde været i gang i flere måneder. Det er altså ikke nok, hvis du har ambitioner om at lande en tre-årig aftale i millionklassen. Men selv om de så først kommer op i gear 3-4 måneder før aftalens udløb, så bør de kunne gøre det bedre end at lukke en aftale (med en eksisterende sponsor) 48 timer før kampstart.
2. IHF kan sælge sand i Sahara
Omvendt må vi sige, at IHF kan sælge logo-eksponering. Big time! Gulvbander, rullebander, hjørnebander og bag-mål-bander. 15 logoer kan du tælle i tv-billedet, når Danmark er i angreb eller forsvar (hvis vi tæller TV2-logoet i hjørnet med).
Hvor mange logoer skal der proppes ind, før annoncørerne begynder at ryste på hovedet? Jeg tror, vi må være tæt på grænsen. Marketingcheferne kan tælle en masse tv-tid ("mit logo var eksponeret i 30 minutter over for 900.000 danskere"), men de må have en dårlig smag i munden, når de skal gå til direktøren og påstå, at eksponeringen er flere hundrede tusinde kroner værd og meget bedre givet ud end en tv-reklame.
Jeg har ikke orket at tælle annoncørerne sammen, men lad os sige, at der er 25 annoncører til en kamp, som alle skal op til direktøren på mandag og påstå, at de har fået værdi for 200.000 kr. i dagens kamp mod Kroatien. Så har kampen genereret værdi for 5 mio. kr. Hvis der er 35 annoncører er værdien så 7 mio.?
Som så mange andre tænker IHF kun på salg og ikke på at skabe værdi. Hvornår kommer ramaskriget? Jeg gad i hvert fald godt se nogle kendskabsmålinger på de logoer.
More heart and less brain
Faldt over en diskussion på IEG's LinkedIn-gruppe, som ligger perfekt i forlængelse af mit seneste indlæg om effektmåling.
Det indledende spørgsmål lyder:
"How do you demonstrate the value of sponsorship?
When talking to senior members/the board how do you justify the money spent on sponsorship? Which metrics/goals/measure do you use to show them how the sponsorship has been worthwhile?"
Første svar kommer fra en talknuser-type med diverse gode råd til, hvordan man kan beregne salgseffekten af et sponsorat. Men så kommer Joe Owens, Entertainment Producer, på banen med følgende svada:
"(..) somewhere along the line companies started expecting Sponsorships to behave like media buys. They don't. Sponsorship began as the opportunity for a brand to associate itself with a sport or entertainment for the purpose of building an emotional bridge to the consumer. Because of the pressure put on marketing managers to deliver ROI for every dollar spent, complicated metrics were developed to try to measure sponsorship in the same way media is measured. Yet tidy there is no standard of measurement and metrics are guesswork at best. We have stopped selling packages of quantifiable benefits and returned to presenting our properties as a way to reach consumers at an emotional level, and we communicate that idea to brands advising them that unique grass roots activation will set them apart from their competitors. More heart and less brain can create some very unique programs that deliver share of heart as well as share of market."
Jeg kunne ikke have sagt det bedre selv.
Hop ind på LinkedIn og find IEG's Sponsorship Community, hvis du vil følge denne spændende debat med foreløbigt 16 indlæg på fem dage
Spild ikke tiden på dårlig effektmåling
Min yndlingskonsulent Kim Skildum-Reid har lavet en video om effektmåling, som jeg gerne vil dele med jer. Så her er 10 minutters tour de force om, hvordan du (ikke) skal effektmåle.
Suveræn video, som træder godt og grundigt på sponserings ømmeste tå: Hvordan dælen måler vi på skidtet?! Vi bliver selvfølgelig ikke voldsomt meget klogere på 10 minutter, men jeg håber videoen kan være med til at starte en debat i marketingafdelingerne.
Lad os få debatten
For hvorfor er det, at vi bruger så meget krudt på at måle eksponeringen? Det gør vi jo ikke, når vi kører et tv-spot eller en print-annonce. Der tages eksponeringen for givet, og man ved nærmest på forhånd, hvor mange der kommer til at se den – takket være TRP-tal og lignende størrelser. Men sponsering er så uhåndterbar, at vi griber efter nogle konkrete tal at hænge det op på.
Det kan være fornuftigt nok at måle lidt på eksponering, publikumstal o.l., men det må ikke stå alene. Det skal kun være en lille del af den multi-faceted approach, som Skildum-Reid argumenterer for.
Skildum-Reids påstand om, at man aldrig vil kunne gøre sponsoraters effekt nøjagtigt op i kroner og ører, vil nok være svær at sluge for nogle, men man er simpelthen nødt til at tage de subjektive prosa-agtige vurderinger med for at få det fulde billede af effekten.
Men er det så anderledes end i andre branding-discipliner? Hvordan vil du fx måle den kortsigtede og langsigtede effekt af DSB's Harry, som huserer både på og udenfor tv-skærmen. Sæt lige en værdi på den dukke...
Læs mere om effektmåling i Luk Logoland.
Seneste blog-indlæg
- Derfor vil sport altid være det største sponsormarked
- Et ur med seje legekammerater
- Museer skaber fusionssponsorater
- Sponsortrends for 2013
- Så udkom artiklen!
- Swedbank starter ny trend
- Hvorfor er Formel 1 ikke toppen af sponsorpoppen?