Sponsorbørsen vender forkert

Indtil nogen modbeviser mig, holder jeg fast i min påstand om at 9 ud af 10 sponsorater bliver solgt og ikke købt.

Derfor mener jeg, at modellen for diverse “sponsorbørser” vender forkert. En sponsorbørs definerer jeg som en side, hvor rettighedshavere/udbydere af sponsorater kan oprette en profil og præsentere potentielle sponsorer for mulighederne i deres klub eller til deres event.

Eksempel #1: SponsorshipHQ
Her ser vi de fremhævede muligheder på den australske sponsorbørs; alt fra basketball i Sydney til en helikopter-redningsservice. Siden sælger også bannerannoncer, hvor rettighedshaverne rigtigt kan komme igennem med deres budskab. Se mere på www.sponsorshiphq.com.

SponsorshipHQ

Eksempel #2: SponsorDB
SponsorDB er et kommende mødested for virksomheder og dansk idræt. Under overskriften “Find det perfekte sponsormatch” vil siden hjælpe idrætsforeninger, sportsklubber og -udøvere med at finde sponsorer. Konceptet bliver angiveligt at virksomheder hopper ind på SponsorDB for at finde det perfekte match. Se mere på www.sponsordb.dk.

SponsorDB

En teoretisk tilgang
Jeg synes, det er en ret teoretisk tilgang til sponsering, der kommer til udtryk (især i SponsorDB’s tilfælde). Ja, det ville være fantastisk, hvis sponsorer var proaktive og lavede en grundig afsøgning af markedet, inden de beslutter sig — men det gør de ikke!

I min verden er der ingen marketingchefer der kommer til at scrolle igennem disse websites for at finde noget at sponsere. De har nok at gøre med at håndtere (og sige pænt nej tak) til de mange indgående henvendelser.

Vend modellen om!
Man burde vende konceptet på hovedet og lave  et site, hvor virksomheder beskriver deres marketingbehov, så sportsklubber, teatre, reklamebureaer mv. kunne pitche på opgaven (lidt ligesom Designcrowd gør for grafisk design).

“Vi vil gerne i kontakt med målgruppe X, vores målsætninger er Y, vores budget er Z. Show me what you got!”

Se, det var en hjemmeside, der ville få noget opmærksomhed. Det ville også være en sund øvelse for en virksomhed at skulle definere konkrete målgrupper og målsætninger og evt. beskrive den perfekte event, som de gerne vil have ført ud i livet.

Den er desværre nok lige så teoretisk en ide, som de nævnte børser/mødesteder. Jeg kan i hvert fald ikke lige se hverken en klar forretningsmodel eller den nødvendige opbakning fra sponsorerne. Amerikanske Sponsorpitch er nok noget af det der kommer tættest på, men sponsorernes behov er ikke i fokus.

PS: Bemærk det nye Twitter feed i menuen til højre. Jeg tweeter sponsornyheder og -kommentarer fra @LostInLogos.

Comments 2

  1. Som stifter af SponsorDB.dk (som du omtaler i dette indlæg) giver jeg dig helt ret i dine antagelser; 9 ud af 10 sponsorater bliver solgt, og ikke købt efter proaktiv handling fra virksomhedernes side. Netop derfor er det også vigtigt for os, at vi under lanceringen af SponsorDB.dk tydeligt får kommunikeret, at servicen ikke er et (bedre) alternativ til salgsarbejdet, men et supplement til dette. Dog er det vores langsigtede mål, at være med til at rykke lidt ved den generelle opfattelse af, at sponsorater er en “byrde” for virksomhederne, men at sponsorater rent faktisk indeholder en lang række muligheder, såfremt det gribes rigtigt an fra begge parter.

    En profil på sitet vil ikke betyde, at idrætsforeningerne/klubberne kan læne sig tilbage, og blot vente på at virksomhederne ringer på med penge i hånden. Derimod vil en online tilstedeværelse på SponsorDB.dk betyde, at idrætsforeningerne/klubberne har et ekstra værktøj, de kan gøre brug af i salgsarbejdet – på samme måde som med et fysisk sponsormateriale m.m. Med andre ord, bliver der stillet en platform til rådighed, hvor klubberne – på en professionel og gennemtænkt måde – kan fremvise hvad de har at tilbyde en sponsor. Noget som mange foreninger/klubber ikke formår i dag.

    Som tillæg til ovenstående, vil både foreninger/klubber og virksomheder kunne tilgå en større database af råd og vejledning, som gør sponsorarbejdet nemmere og mere effektivt. Dette kunne være alt fra hjælp til sammensætning af sponsorpakker, til helt jordnære opgaver som opkald til potentielle sponsorer. For virksomhederne kunne det være hjælp til aktivering af sponsoratet, vejledning i at finde det perfekte sponsormatch osv.

    Hvad der fremgår af præsentationsvideoen på SponsorDB.dk, er kun et lille krads i overfladen af, hvad servicen kommer til at tilbyde på den lange bane. Rent faktisk er den “omvendte sponsorbørs” en del af den udvikling, vi har liggende i vores pipeline for det første år efter lanceringen – sammen med en række andre spændende tiltag, der vil sætte langt større fokus på sponsorernes behov.

    Generelt handler det om det klassiske dilemma om hønen eller ægget. Vi har i dette tilfælde truffet et valg om først at sætte fokus på idrætsforeningerne/klubberne og deres behov, for efterfølgende at køre en mere målrettet indsats mod sponsorerne. Om dette er den rigtige satsning, må tiden vise – vi tror dog på det, og ser frem til at hjælpe både sponsorudbydere og sponsorer med at få det optimale ud af samarbejdet.

    Med venlig hilsen
    Jesper Krog
    SponsorDB.dk

  2. Hej Jens

    Tak for dit indlæg.

    Det lyder som om, I har gjort jer mange gode tanker om det kommende site. Jeg glæder mig til, at det går i luften.

    En af mine mærkesager er at få rettighedshavere/sponsorudbydere til at forstå, at det kræver rigtigt hårdt salgsarbejde at få succes med sponsering; og at det er sindssygt vigtigt, at de bruger deres knappe ressourcer (menneskelige og økonomiske) på den mest værdiskabende måde.

    Anekdote: Da vi startede kurset Kultur & Kapital i 2011, spurgte vi deltagerne (ansvarlige for fundraising og sponsering), hvor stor en del af deres hverdag, de brugte på netop at arbejde med sponsorer og fonde. Det var rystende at se, at hele 85 % kun brugte en fjerdedel eller mindre af deres arbejdstid på dette omfattende arbejde – fordi de har så mange andre kasketter.

    Jeg håber, at SponsorDB.dk kan hjælpe nogle sponsorsælgere til at få succes, og at det ikke bare bliver De Gule Sider for sponsorater. Men jeg frygter, at mange vil bruge jeres side til at springe over hvor gærdet er lavest og udskyde det benhårde salgsarbejde.

    Morten

Skriv et svar