SPARBANK kommer langt for 10.000 kr.

Mange virksomheder har et begrænset sponsorbudget og har svært ved at opnå gennemslagskraft for midlerne. Man kan hurtigt få låst 300.000 kr. i små sponsorater rundt omkring i lokalsamfundet, som hver for sig måske gør en lille forskel for nogle mennesker, men som ikke giver mening og synergi, hvis man ser sponsorporteføljen som et hele. What to do? Nogle smækker kassen i ud fra devisen om, at velgørenhed ikke er en del af forretningsstrategien. Andre forsøger kreativt at finde en platform for de små sponsorater, som giver mening. Her kommer SPARBANK ind i billedet

SPARBANK har udviklet konceptet 10 til Forskel, som på original vis skaber en gennemslagskraft for et budget på 120.000 kr. om året. Ideen er simpel: “I SPARBANK elsker vi at se gode idéer tage form og drømme, som bliver til virkelighed. Derfor giver vi hver måned 10.000 kr. til et projekt eller en idé, som fortjener at blive realiseret.”

På websitet www.sparbank.dk/10tilforskel kan klubber, foreninger, skoler og lignende uploade en video på max 1 minut, som beskriver, hvorfor de fortjener de 10.000 kr. Derefter kan alle brugere stemme på de enkelte film, og der kåres en vinder hver måned. Og hver eneste gang, der kåres en vinder kan SPARBANK udnytte det kommunikativt i PR, i filialerne og på hjemmesiden.

Hatten af for SPARBANK for at gå nye veje med de små sponsorbeløb og involvere målgruppen i beslutningsprocessen. Oveni budgettet på 120.000 kr. om året kommer selvfølgelig udgifter til at udvikle og vedligeholde den tekniske løsning samt at finde den gode historie, hver gang banken donerer en check. Så inklusiv personaletid og konsulenttimer er beløbet nok 2-3 gange så stort, men i mine øjne er de penge godt givet ud som en del af aktiveringen af sponsoraterne.

Inspirationen kommer fra Canada
SPARBANK er dog ikke de første med idéen. Canadiske Okanagan Spring Brewery startede et lignende koncept for et par år siden med stor succes. Se videoen nedenfor (kræver Quicktime Player).


Kampagnen kører stadig. Se www.sponsormespring.ca.

PS: SPARBANK har mere end 10.000 kr. om måneden
Som enhver anden bank har SPARBANK selvfølgelig en lang række sports- og kultursponsorater. Så i modsætning til Okanagan Spring Brewery baserer de ikke hele deres marketingstrategi på 10 til Forskel.

Seneste nyt er et navnesponsorat af Skive Stadion, som omdøbes til SPARBANK ARENA (de er helt vilde med at tale med store bogstaver i den bank).

Skriv et svar