Om 10 år er McDonald’s og Coca-Cola ikke længere sponsorer

Okay, det er måske en stramning, men kan vi ikke blive enige om, at det er den vej det går?

Tendensen gennem de sidste 30 år har været, at hvis vi vil spænde ben for noget, så lovgiver vi os ud af det. Tobaksreklamer har været forbudt i en årrække, og alkoholreklamer er også forbudt i mange lande.

Spørgsmålet er, hvor meget politisk vilje, der er til at stoppe McDonald’s og Coca-Cola.

Inspirationen til dette indlæg kom fra Australien, hvor en mor har startet en online underskriftsindsamling mod McDonald’s som sponsor for foreningen Little Athletics, som hendes datter er aktiv i. På en uge fik hun 7.000 underskrifter.

OL i London
Den bekymrede mor er bare ét eksempel på den voksende modstand, som politikerne snart ikke kan sidde overhørig længere.

Op til OL i London i 2012 var der politisk pres på Den Internationale Olympiske Komité (IOC) for at droppe sponsorer, som er direkte forbundet med overvægt hos børn (læs McDonald’s og Coca-Cola). Det fik sågar IOC’s boss Jacques Rogge til at indrømme, at beslutningen om at forlænge aftalen med McDonald’s for yderligere otte år var etisk vanskelig.

Se yderligere dækning. inkl. respons fra McDonald’s og Coca-Cola på kritikken.

Spørgsmål om tid
Den generelle folkestemning vurderer jeg stadig til at være ‘ligegyldighed’. Vi er vokset op med Coca-Cola og McDonald’s som allestedsnærværende brands, og vi kan ikke forestille os en verden uden. Så selvfølgelig er de også involveret i globale sportsbegivenheder som Olympiske Lege og VM i fodbold.

Vi anser dem for at være mindre farlige end tobak og alkohol (og netop derfor er de måske endnu farligere).

Jeg tror dog, det er et spørgsmål om tid, før lovgivningen og nye etiske retningslinjer kommer. Den globale sportsverden vil stå med et kæmpehul i kassen, men jeg er til gengæld også sikker på, at McDonald’s & Co. vil være kreative til at finde nye veje til at sponsere sport.

Måske vil lovgivningen faktisk motivere dem til at udvikle flere sunde (og politisk korrekte) produkter, som de kan køre i stilling som sponsor: FIFA World Cup – sponsored by Sports Mac.

Comments 1

Skriv et svar