Når sponsorater går galt

Aktivister fra Liberate Tate laver en happening for at sætte fokus på Tate’s samarbejde med BP.

Man kan være lidt grov og sige, at sponsorater går galt hver eneste dag. Når sponsorer tegner værdiløse sponsorater eller lader deres attraktive sponsorater samle støv. Men i dag vil jeg ikke være grov.

Jeg vil i stedet se lidt nærmere på nogle sponsorater, som i særlig høj grad er blevet mødt med folkelige protester og kørt fuldstændig af sporet.

BP og Tate Museum
Prisen for flest folkelige protester mod et sponsorat må gå til BP (British Petroleum). Måske kan du huske, at BP kom meget galt af sted i Den Mexicanske Golf i 2010 med en stor miljøkatastrofe til følge. Siden da har BP haft en særlig plads i hjertet hos aktivister verden over især i virksomhedens hjemland England, hvor BP er en meget aktiv kultursponsor (bl.a. Tate Britain og British Museum).

Jeg har længe været imponeret over den indsats, som engelske kunstnere og aktivister lægger i protesten mod BP. Der er poppet organisationer op som Liberate Tate, Art Not Oil, BP or not BP, og de laver happenings, samler 8.000 underskrifter, producerer virale videoer mv. (se flere eksempler på deres hjemmesider). Man kan mene, hvad man vil om deres budskab, men deres dedikation er beundringsværdig.

Indtil videre står Tate Britain fast og nægter at droppe BP som sponsor.

Jeg havde også fat i BP i 2010, hvor der var ballade i Tyskland.

McDonald’s og Team Danmark
Herhjemme er der få, der er kommet så galt af sted som McDonald’s.

Vi skriver sommeren 2008, og McDonald’s bliver hovedsponsor for Team Danmark i forbindelse med OL. Essensen i aftalen var en årlig betaling på mellem 1 og 2 mio. kr. til Team Danmark samt 1 kr. pr. solgt Chicken Olympic menu (en menu, der blev udviklet i samarbejde med Team Danmarks diætister, og som endte med at indbringe yderligere 400.000 kr. til Team Danmark).

Sponsoratet tvang os alle til at tage stilling til image og værdier, og sjældent har der været længere mellem to sponsorparter på det punkt. Der er simpelthen for meget badwill over for McDonalds’ produkter til, at forbrugerne kunne koble det med Team Danmarks supersunde værdier – og så knækkede filmen; og medier, atleter og forbrugere gik i selvsving. Når Joachim B. Olsen, en atlet fra Team Danmarks egne rækker, stiller sig op og kuglestøder en Chicken Olympic på en parkeringsplads, er man ude over point of no return – og hele affæren ender med at miskreditere Team Danmark.

Der var også ballade om McDonalds’ sponsorat af OL i London 2012.

Kopenhagen Fur og Tivoli
I 2012 annoncerede Tivoli et samarbejde med Kopenhagen Fur, og den globale pelsvirksomhed betalte angiveligt Tivoli et større millionbeløb for at kunne bruge det københavnske vartegn som udstillingsvindue. Selvom man forsøgte at kommunikere fornuften i varm beklædning til vinterpersonalet og mink på stempelkaffen, så blev det ikke uden videre accepteret i den brede offentlighed.

Tivolis Facebook-side blev oversvømmet af kommentarer fra vrede danskere, som opfordrede til boykot af Tivoli. I desperation oprettede Tivoli og Kopenhagen Fur www.pelsforum.dk og henstillede til, at man flyttede debatten over på den platform. Her to år senere er der fire kommentarer derinde, så den strategi faldt til jorden med det brag.

Transfield Holdings og Sydney Biennale
Intet blogindlæg fra Australien uden et lokalt islæt. Sydney Biennale, en international kunstfestival, kom en tur i møllen tidligere på året, fordi en række  kunstnere protesterede over hovedsponsoratet fra Transfield Holdings, der driver flere af de detention centres, hvor Australien anbringer alle sine bådflygtninge i øjeblikket.

28 kunstnere skrev et åbent brev, hvori de truede med boykot: “We will not accept the mandatory detention of asylum seekers, because it is ethically indefensible and in breach of human rights; and … as a network of artists, arts workers and a leading cultural organisation, we do not want to be associated with these practices.”

Til sidst måtte festivalen droppe Transfield Holdings, og festivalens bestyrelsesformand (som også er bestyrelsesformand for Transfield Holdings) trådte tilbage.

Atos og De Paralympiske Lege
Atos er lidt uden for kategori. Virksomhederne ovenfor kan alle forbindes med politisk ukorrekte produkter, men Atos er ”bare” en it-virksomhed.

Det der (forståeligt nok) fik Atos i fedtefadet under handikap-OL i 2012 var en kontrakt med den engelske stat på en værdi af £100 mio, hvor Atos er hyret ind til at vurdere om personer er ’fit to work’ eller om de kan få førtidspension. Så de er åbenbart ikke “bare” en it-virksomhed.

Handikap-samfundet i England er dybt oprørt over Atos’ behandling af handikappede og derfor lige så oprørt over, at De Paralympiske Lege er villige til at samarbejde med dem. Der blev arrangeret protester ved fire forskellige Atos-kontorer i Storbritannien og skabt masser af mediedækning.

Men arrangørerne stod fast på deres samarbejde med Atos med en tør konstatering: “Without the sponsors there would be no Games”.

—-

Det var nogle eksempler på, at et sponsorat ikke altid går som planlagt. En påmindelse om, at rettighedshaverne skal være kritiske i deres partnervalg og have et kriseberedskab. En god tommelfingerregel for en sponsorudbyder er ”støt-vores-sponsorer-de-støtter-os” testen. Hvis du med god samvittighed kan sige det, så burde aftalen være i orden.

Jeg synes dog, der er en tendens til udlægge sponsors motiver som ekstremt kyniske. Husk på, at de fleste sponsorater bliver solgt og ikke købt. Så ofte er relationen  startet af en kynisk sælger, som ser et behov for “social legitimering” af disse politisk ukorrekte virksomheder, og melder sig frivilligt til at hjælpe – mod betaling, selvfølgelig.

Skriv et svar