IKEA i gråzonen

IKEA's forslag til indretning af 44 kvm

I forbindelse med åbningen af det nye IKEA-varehus i Aalborg har møbelgiganten været kreativ i forsøget på at ramme den unge målgruppe.

IKEA har møbleret den lejlighed i Universitets Kollegiet i Aalborg, hvor nye lejere får deres nøgle udleveret. Ifølge den lokale salgschef er formålet at vise de studerende, hvordan man kan indrette sig, når det kniber med både plads og penge.

Jeg blev interviewet af Nordjyske om sponsoratet for nylig. Men spørgsmålet er, om dette marketingstunt er et sponsorat. 

Win-win-win
Selvom jeg kalder det en win-win-win situation i interviewet, vil jeg vove at påstå, at IKEA’s møbler ikke gør en relevant forskel for driften af kollegiet – og derfor hælder jeg til, at vi ikke skal kalde denne type aktivitet for et sponsorat.

Vi mangler simpelthen den “nødlidende” part, som kan lave et bedre produkt pga. sponsoratet. Det handler bare om, at IKEA har set en mulighed for at lave et showroom på et yderst relevant sted. Det minder om noget BoConcept gjorde for nogle år siden, hvor de opstillede en komplet stue midt i Københavns Hovedbanegård

Product placement eller måske branded content?
Men er det så product placement i stedet? Wikipedia definerer product placement som “en markedsføringstaktik, hvor et kommercielt produkt anvendes i fiktive eller non-fiktive massemedier (…) og i modsætning til traditionelle sponsorater gøres der ikke tydeligt opmærksom på at en sponsor er involveret.” Det vil altså kræve en udvidelse af definitionen, hvis det skal omfatte IKEA’s stunt.

Det kunne også være branded content. I denne disciplin skaber virkshomheder underholdningselementer med tydelig branding, og det er der masser af eksempler på. Heller ikke her er der et perfekt match, selvom IKEA-lejligheden da godt kan have en snert af underholdning over sig, når de nye lejere studerer de forskellige møbler og prisskilte.

Konklusionen må være, at IKEA’s stunt ligger i den berømte gråzone mellem flere discipliner. Der er elementer af sponsering, product placement og branded content i sagen, men jeg synes ikke det er rendyrket. (Og det er jo også lige meget. Jeg havde bare lyst til diskussionen).

Comments 1

  1. Spændende og interessant udvikling.

    Spørgsmålet er jo om det nærmere, indirekte er et sponsorat til den studerende nærmere end kollegiet? Som jeg ser det får den studerende større glæde af det end kollegiet. Driftsomkostningerne har vel ikke ændret sig?

    Dér hvor kollegiet kan vinde en fordel ved sådan et sponsorat er tiltrækningen af studerende til kollegiet, som hermed opnår et selling point for netop at vælge dem. Dermed bidrager sponsoratet vel inddirekte til kassen ved at kunne give en konkurrencemæssig fordel, fremfor at bidrage til en direkte nedskrivning af driftsomkostningerne? Alternativt kan en kollegiebolig fuldt møbleret inddrive en højere husleje og dermed opnår kollegiet en gevinst.

Skriv et svar