SEAT går all in på fodbold

Jeg sidder i skrivende stund og ser FC København mod Olympique Marseille. Sidst i første halvleg går det op for mig: Der er kun ét logo! SEAT har nappet alle bander hele vejen rundt om banen. (Bemærk: Jeg er fagnørd og opdagede det først halvvejs inde i kampen – hvornår opdager normale fodboldfans det?)

Hvor er det forfriskende, at UEFA og SEAT gør op med logohelvedet i sportssponsering. Jeg kan ikke mindes at have set et stadion med ét logo før.

Skulle vi ikke lige kigge nærmere på den aftale…

Fra efteråret 2009 og tre år frem er SEAT hovedsponsor for Europa League. Giver det mening? I høj grad. SEAT kalder sig selv auto emocion , og hvad er så bedre end at lægge sig op af passionen for fodbold? SEAT’s koncernchef  James Muir viser da også, at han har fattet det: “We are delighted to be the Presenting Sponsor of the new UEFA Europa League. European football is full of emotions and this is the perfect environment for our brand. The UEFA Europa League offers us a unique platform to expose the SEAT brand to football fans throughout the region.” 

 SEAT udtaler også et andet sted på nettet, at de vil understøtte sponsoratet med relevante tv-sponsorater (velsagtens af Europa League-kampe), og de vil aktivere sponsoratet i “promotional activities”. Derudover er der selvfølgelig SEAT-biler på højkant i manager-spillet UEFA European League Fantasy Football.

Der er ikke meget at sætte en finger en finger på indtil videre, men så fik jeg øje på web-adressen på banderne: SEAT.com. Nu har jeg dem. De har garanteret lavet den klassiske fejl ikke at tage godt imod alle de fans, som de får lokket ind på deres site. Men nej…

 

… også her må man tage hatten af for den tysk-spanske bilproducent. SEAT giver sit sponsorat troværdighed ved at vise sit engagement i fodbold (Football 1 – Everything Else 0). Perfekt velkomst til fodboldfans. Grafikken linker videre til et fodboldunivers med nyheder, manager-spil og et ret ambitiøst overblik over alle Europa League-holdenes profiler på Facebook, Twitter og YouTube. Prøv det, det er ret fedt lavet.

De har endda lavet målrettede tv-spots, der bygger på fodbold-universet.

Summa summarum, så er det mere end godkendt. Mini-analysen her viser i hvert fald, at stort set alle kanaler er tænkt i aktiveringen af sponsoratet. SEAT er gået all in på fodboldens værdier, og jeg tror, det bliver en stor succes for dem.

Kampen blev i øvrigt færdigspillet efter redaktionens afslutning.

Skriv et svar