Grib det uhåndgribelige

Bogen Luk Logoland bygger groft sagt på tre leveregler for sponsering:

Regel nr. 1: Køb det, du har brug for
Regel nr. 2: Sæt målgruppen i centrum
Regel nr. 3: Grib det uhåndgribelige

De to første leveregler kan vi vende tilbage til ved en anden lejlighed. Lige nu skal det handle om det uhåndgribelige, de immaterielle ydelser, intellectual properties (IP) eller hvad vi skal kalde denne værdifulde størrelse.

Har i dag holdt strategioplæg for en kulturinstitution og opfordret dem til at tage penge for det “uhåndgribelige”. Tage det farlige skridt ud af Excel-arket og tage penge for at en sponsor får lov at associere sig med et stærkt kulturbrand.

For levereglen går jo begge veje. Når sponsor i stigende grad vil “gribe det uhåndgribelige”, så kommer de immaterielle rettigheder i høj kurs, og sponsorudbydere kan begynde at tjene penge på andet end eksponering og hospitality.

Når blød møder hård
Jeg kommer til at tænke på et tidligere indlæg om effektmåling, More heart and less brain, hvor følgende citat meget godt illustrerer, hvad der er på spil, når en kulturinstitution vil til at argumentere for, at bløde ting som brand, image, historie, kendisser og bygninger koster penge:

“Because of the pressure put on marketing managers to deliver ROI for every dollar spent, complicated metrics were developed to try to measure sponsorship in the same way media is measured. Yet tidy there is no standard of measurement and metrics are guesswork at best.”

Det er altså op ad bakke, når en udbyder møder en virksomhed, der vil have deres sponsorater til at opføre sig som deres øvrige medieindrykninger. Jeg er ikke i tvivl om, at den kan argumenteres hjem over for de fleste marketingchefer, men det er hårdt arbejde at skulle tage pionértjansen og bane vejen for de øvrige sponsorudbydere i byen.

Så til alle udbydere derude: På med vanten og sælg følelser!

Og til sponsorerne: Luk Excel-arket, åbn øjnene og grib chancen for at styrke jeres brand, jeres kunderelationer og medarbejderloyalitet ved at udnytte immaterielle rettigheder. Det er ikke farligt.

Skriv et svar