Et ur med seje legekammerater

Hvis du leder efter en virksomhed, der tør lave innovative partnerskaber inden for både sport, kultur og CSR, så skal du kigge mod Schweiz. Hublot, det schweiziske ur-luksusbrand, har en perlerække af partnerskaber, som på en gang formår at sætte deres ure i centrum og samtidig promovere en god sag eller et stærkt partner-brand. Lad os se nærmere på nogle af dem.

Hublot + Depeche Mode + charity: water
Hublot har designet et limited edition Depeche Mode ur (250 eksemplarer; pris ikke offentliggjort). En del af indtægterne fra disse ure går til charity: water, en non-profit organisation med fokus på rent vand i udviklingslandene.

CSR møder produktudvikling møder rock’n’roll møder musikfans. Et win-win-win-win partnerskab med fire parter, der alle får noget ud af samarbejdet (Depeche Mode, Hublot, charity: water og de hardcore fans som køber urene).

Hublot + Kobe Bryant
Kobe Bryant, stjernespiller for Los Angeles Lakers, er den seneste Hublot-ambassadør inden for sportens verden. Blandt andre ambassadører kan nævnes ikoner som Usain Bolt og Diego Maradona.

Som en del af samarbejdet har Hublot designet uret King Power Black Mamba, inspireret af stjernens kælenavn “Black Mamba”. Derudover engagerer Hublot sig i The Kobe & Vanessa Bryant Family Foundation. En fond som vil forbedre vilkårene for unge og familier i nød.

Det hører med til historien at Hublot tidligere i år blev Official Timekeeper for Los Angeles Lakers, så samarbejdet med Kobe Bryant er en naturlig udvidelse.

Læs mere :: Se video

Hublot + Ferrari
Sidst, men ikke mindst, har Hublot et stærkt samarbejde med Ferraris Formel 1 hold.

Hublot har været Official Timekeeper og Official Watch hos Ferrari siden 2012, men i 2013 har de udvidet samarbejdet til logo-eksponering på Formel 1 bilerne og kørerne.

Her er deres motivation for at satse mere på Ferrari: “Today, the exceptional results of Hublot’s first year of partnership with Ferrari at all levels, including commercial, with more than 130 events and several fully sold-out limited editions, image, brand awareness and also design, and on all markets, have encouraged Hublot in its idea to refocus its activities on the brand and the Scuderia (Formel 1 holdet, red.).”

Læs mere :: Se video

Konklusion
Det siger sig selv, at et brand der leger med Depeche Mode, Kobe Bryant og Ferrari er übercool. Fordi legekammeraterne er übercool. Det er styrken ved sponsering i en nøddeskal. Hublot kaster mange millioner efter disse partnerskaber i honorarer, mandetimer og produktudvikling, og resultatet er et ur med et image/brand, som ingen kan matche. Ja, Rolex, Longines osv. er også store sponsorer, men Hublot har kant!

Skriv et svar