Danmarks Indsamling – CSR med indbygget eksponering

Danmarks Indsamling på DR1 er en god forretning. 87 mio. kr. fik de samlet ind i år.

Jeg har ikke hæftet mig synderligt ved konceptet, indtil jeg så deres salgsmateriale fornylig. Så blev jeg interesseret, for de sælger nødhjælpen på nøjagtig samme måde som en sportsklub sælger et sponsorat: på benhård eksponering og økonomiske fordele.

Sponsorpakken for Danmarks Indsamling 2011
Klik for at se sponsorpakken for Danmarks Indsamling 2011

I kan se en lille flig af deres koncept til højre (se hele salgsmaterialet). Trappestigen, hvor modydelser stiger i takt med støttens størrelse, leder jo unægteligt tankerne hen på guld-, sølv- og bronzepakkerne, som vi kender så godt fra sportens verden. Hvis du lægger under 15.000 kr., så får du “ingen markering, men stor taknemmelighed”, men derefter vælter det ind med modydelser (primært eksponering).

Hvis du således vælger pakken 15.000-49.999 kr., får du:

  • CRAWL: Virksomhedsnavn og bidrag vises som crawl-tekst på tv-skærmen under showet.
  • INFOPAKKE: Ret til både internt og eksternt brug af Danmarks Indsamlings materialer, eksempelvis pressemeddelelse, diplom og støttelogo.
  • WWW: Kreditering af virksomheden på Danmarks Indsamlings hjemmeside.

Og så bliver der ellers lagt flere og flere ydelser på, indtil vi rammer hovedsponsorerne (dem som lægger over 1 mio. kr.). De får som de eneste “BESØG I AFRIKA. Her opleves hvordan pengene fra Danmarks Indsamling gør stor nytte. Der vil blive vist klip fra rejsen på TV i opfølgningssammenhæng.”

6 gode grunde
Der opridses også 6 gode grunde til at støtte Danmarks Indsamling:

  1. Virksomhedens bidrag bliver ikke tillagt moms
  2. Virksomheder, der eksponeres, kan fradrage udgifterne som tidligere efter de normale regler om markedsføringsomkostninger
  3. I kan markere jer i det store tv-show på DR1
  4. Showet havde i gennemsnit over 1 mio. seere sidste år
  5. Kunder og samarbejdspartnere ser, I tager ansvar for verdens fattige
  6. Pengene går til konkrete projekter i Afrika, hvor behovet er størst

Igen oser det af kølig cost/benefit og store seertal. De har tydeligvis opgivet at sælge den på følelser og CSR.

Hvorfor opstod Danmarks Indsamling?
Danmarks Indsamling startede i 2007. Sjovt nok samme år, som det blev lovbestemt, at de store nødhjælpsorganisationer skal skaffe minimum 10 % af deres indtægter fra private bidragsydere for at opnå støtte fra staten.

Så Røde Kors & co. var pressede, men de fik en god ide: en national tv-indsamling. Det er lykkes dem at skabe et CSR-sponsorat med indbygget eksponering. Det er ret genialt, men også ret hyklerisk. For hvor vigtig er sagen lige for de virksomheder, som tegner et sponsorat med Danmarks Indsamling? Afrika er ret ligegyldig. Det vigtigste er, at medarbejdere og kunder ser navnet på skærmen.

På en måde svarer det til at blive sponsor for Superligaen. Du bliver ikke sponsor for én nødhjælpsorganisation, men for dem alle sammen. Du bliver sponsor for Afrika. Det lyder flot, men det er også meget diffust.

Og det er endnu et eksempel på, at virksomhederne søger de simple løsninger. Det er meget nemmere at kaste 250.000 kr. efter Danmarks Indsamling 2011 og score 10 sekunders omtale, end at udvælge et målrettet CSR-sponsorat (fx Red Barnet) og bruge det på en kreativ måde. Sidstnævnte er det rette valg, hvis du rent faktisk vil opnå øget kendskab og differentiere din virksomhed fra konkurrenterne, men det er alt for tungt at løfte.

Så Danmarks Indsamling går en lys fremtid i møde, for de giver virksomhederne det, de gerne vil have: en plug&play mulighed for at komme i fjernsynet.

Skriv et svar